Det gode byliv



"Der er behov for at skabe sammenhæng mellem bymidte og havn gennem vedkommende og tilgængelige byrum for alle. Rekreative, dynamiske hverdagsrum,der indbyder til ophold, bevægelse og møder mellem mennesker"
- citat fra strategiplanen for overgangszonen mellem bymidte og havn.

Vejanlæg, banearealer og manglende forbindelse er barrierer, som i dag afskærer Svendborg bymidte fra byens havneområde og gør det svært at udnytte havnens rekreative muligheder. Den Grønne Tråd er et innovativt byrumsprojekt, der fysisk, mentalt og symbolsk skal forene byen, så Svendborg igen bliver ’en by ved vandet’. Målet er at øge Svendborg bymidtes attraktion som dynamisk kultur- og handelscenter ved at etablere en ny forbindelse mellem bymidte og havn og tilføre en række eksisterende byrum nye kvaliteter af æstetisk og oplevelsesmæssig værdi.

Her på bloggen kan du løbende finde informationer om udviklingen af den nye forbindelse mellem Svendborg bymidte og havn. I menuen i højre side kan du dykke ned i detaljerne i projektet, historien og planerne for fremtiden.

24. jan. 2014

Ombygning af Torvet sat i bero

Natur- og Miljøklagenævnet har underkendt Svendborg Kommunes vurdering af at gennemførelse af projektet ikke krævede en lokalplan. Der udarbejdes nu en lokalplan, som  skal i  offentlig høring, før anlægget  af ”Den Grønne Tråd” kan genoptages.
 
I øjeblikket er Svendborg Vand i gang med at nedgrave et regnvandsbassin på Torvet for at imødegå konsekvenserne af klimaforandringer. Et projekt der udføres uafhængigt af ”Den Grønne Tråd”, men blev fremskyndet for at sikre den bedste koordination mellem de to projekter. Kloakeringsprojektet – der ikke er lokalplanpligtigt – vil blive gennemført hurtigst muligt og som planlagt. I samme forbindelse vil Svendborg Museum foretage arkæologiske undersøgelser af området, hvorefter udgravningerne lukkes.
 
Fremover vil vi forsøge at styrke informationen omkring projektet, ligesom beboere og forretningsdrivende i området vil blive kontaktet og inddraget i den kommende proces. Det er endnu for tidligt at konkludere, hvilke konsekvenser afgørelsen vil få for projektet Den Grønne Tråd, men processen omkring udarbejdelse af en lokalplan igangsættes med det samme.

2 kommentarer:

  1. Er der håb om at få de smukke gamle brosten lagt igen- og torvedage på den gamle plads. Jeg har set "skåret "gennem Randers.En kold plads- med blæst uden brydninger. Mennesketom det meste af året. En plads man haster over for at finde de små hyggelige handelsgader og miljøet der. En død kile- måske som den grønne tråd vil kunne blive i Svendborg?hilsen Hanne Brøndum Jacobsen

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne Christiansen4. februar 2014 kl. 13.55

      Kære Hanne Brøndum Jacobsen
      Jeg kan berolige dig med, at de smukke brosten, der er så karakteristiske for Torvet, bliver taget op, renset og lagt igen. Det er 'varm' belægning og en robust og langtidsholdbar løsning. Den nye 6-7 meter brede kantzone langs facaderne lægges i en blanding af lys granit og beton. Vi kombinerer altså det historiske med 'nyt'. Omlægningen af brostenene og den nye kantzone vil betyde meget bedre forhold for fodgængerne end tilfældet er i dag.I øvrigt vil de brosten, der bliver i overskud fra Torvet (der, hvor vi lægger den nye granit/betonbelægning) lagt i Ramsherred. Også her bliver kanterne lagt i den nye belægning, mens køre- og parkeringsarealer lægges i de gamle brosten.
      Med venlig hilsen
      Marianne Christiansen

      Slet