Historie - konkurrenceområdet

Se billeder.

Svendborgs byudvikling – overordnet set
Som de fleste købstæder var det gamle Svendborg stærkt orienteret mod byens centrum, bebyggelsesmæssigt, økonomisk og politisk. Købmandsgårde og anden handelsvirksomhed lå primært langs byens to hovedgader, Møllergade og Gerritsgade/Brogade - typisk med de ældste og største nærmest bymidten med dens torve, rådhus og kirker.

Byudviklingen holdt sig stort set indenfor middelalderbyens grænser til langt op i 1800-tallet på trods af en kraftig befolkningsudvikling. Byen fortættedes. Ubenyttede arealer blev bebygget, og indenfor den enkelte matrikel byggede svendborgenserne dels i højden på forhuset og dels bagud på grunden. Høj og lav boede i forskellige dele af samme hus, ligesom samme matrikel rummede både erhvervs- og landbrugsmæssige aktiviteter foruden beboelsen. Wiggers gård (Svendborg Klædefabrik) på torvet og Krøyers og Ribers købmandsgårde i Møllergade er gode eksempler på det.

Rundt om byen, lige uden for de gamle volde, lå ”Viebæltet”, et umatrikuleret fællesareal til bl.a. græsning, markedsplads og losseplads. Udenfor det igen lå byens skove og marker.

Mellem byen og vandet var der strandenge, sand og tang. Kun om den lille brolagte havneplads for enden af Brogade var der slået bolværk, og det var primært til last- og losning, samt til kølhaling. Fortøjning i øvrigt skete ved en række duc d'alber ud i bugten.

I sidste halvdel af 1800-tallet sker der en begyndende opløsning af den middelalderlige bystruktur. Købstaden mister sine privilegier, bymidten sin dominerende tiltrækning (undtagen på torvedage); skellet mellem land og købstad udviskes.

Byen funktionsopdeles. Handlen forbliver i bymidten, men beboelse og erhvervsaktiviteter rykker ud fra bymidten, og borgerne segregeres efter socialklasse i nye, fine og mindre fine, kvarterer. Industrien rykker ned på de store nyindvundne arealer ved havnen, og centrale byfunktioner (rådhus, amtsgård, fattiggård og skoler) rykker væk fra centrum. Der opstår nye bycentre, dels Klosterplads foran banegården (1876), dels en rådhusplads med anlæg nord for det nye rådhus (1883).

I perioden 1930-1980 ændrer byen igen karakter. I 1937-38 flyttes rådhuset tilbage til bymidten, og der anlægges en ny, 20 m bred gade foran. I kraft af en række nedrivninger overfor rådhuset i 1960'erne bliver gaden et kæmpe sår i den indre by, som arkitekt Kristian Isager gør et behjertet forsøg på at mindske ved den ”byport”, han inkorporerer i TV2Fyn-bygningen (omkring 1990), men som først er nogenlunde helet ved Borgerforeningens færdiggørelse i 2010.

Med anlæggelsen af Statsgymnasiet 1932, Amtsbibliotek 1936 og Handelshøjskole 1944 forstærkes bycentret nord for byen, og herfra anlægges ikke mindre end tre nye adgangsveje til havnen – for at tilgodese den øgede biltrafik. Anlæggelsen af Munkemaen/Viebæltet (1928/32) førte trafikken nord om den gamle bykerne, mens anlæggelsen af Tinghusgade med gadegennembrud til Gerritsgade (1948-54) ledte bilerne midt gennem byen. ”Centrumpladsen” anlægges samtidig medTinghusgade midt mellem torvet og bycentret nord for byen. Den tredie vej skabte ved et gennembrud af Gerritsgade forbindelsen mellem Vestergade og Valdemarsgade (1978), og sammen med det omtrent samtidige gennembrud af Bagergade (”Skolegadegennembruddet” til Munkemaen) skulle den aflaste bymidten for biltrafik.

Efter 1970 er der sket en yderligere udflytning af byens uddannelsesinstitutioner, og  industrien er flyttet fra havnen til et industriområde ved Ring Nord. Havnen, der af Kulturstyrelsen er kåret som Danmarks bedst bevarede erhvervshavn (2008), er i dag fuld af nye, private initiativer, men den lider under manglende offentlig planlægning.

Der er ikke anlagt flere bilveje, men bilerne fylder stadig meget i både debatten (om bl.a. bilfrit torv og placering af p-hus) og på byens matrikler, hvor en del baghuse og -haver er ryddet til fordel for parkering. Den gamle bystruktur er ikke væsentligt forringet siden 1970'erne, og bygningerne i den indre by er stadig relativt velbevarede. Hidtil er der ikke etableret store indkøbscentre i oplandet, og det er vel hovedårsagen til, at der stadig er så mange biler tæt på centrum og et forholdsvis livligt handelsliv i Svendborgs gamle bymidte.

Krøyers have
Svendborg har ingen centrale parker, men flere af byens rige købmænd havde indtil et stykke op i 1900-tallet pragtfulde, indhegnede og aflåste, haver. Krøyers have blev anlagt efter at familiens tidligere have nedenfor kystskrænten i 1875 var blevet inddraget til baneareal.  Krøyers have, der tidligere hed Tyvehaven, fordi det angivelig var smuglernes smutvej ind i købstaden, strakte sig fra Springsbækken til Kedelsmedstræde, og fra haverne ved Bagergade til nuværende Tinghusgade. Den var indrettet i romantisk stil med sjældne vækster, store plæner, en åkandedam osv., og angivelig så stor at 3-4 personer kunne befinde sig i den samtidig uden at opdage hinanden.

Ved anlæggelsen af Svendborg Teater, Pigeborgerskolen, Elværket og Klædefabrikkens udvidelse omkring 1900 mente nogle, at haven spærrede for byudviklingen, men købmand H. J. Krøyer holdt på haven til sin død i 1931. Arvingerne solgte den herefter til byen.

I 1935 blev haven halveret ved opførelsen af Svømmehallen, og siden blev den vestlige del inddraget ved anlæggelsen af Tinghusgade og Centrumpladsen. Mod byen blev Skolegade ført helt frem til Centrumpladsen.

Efter byjubilæet i 1953 blev Kai Nielsens bronzefigur ”Venus med æblet” opstillet i et hjørne af haven, men ellers ligger den østlige halvdel tilbage - stadig med en rest af middelalderbyens vold og voldgrav, og stadig med enkelte træer og busketter fra Krøyers tid, men ellers ”som en uinteressant kvinde - man kan overskue det hele ved første blik”, som den lokale N. O. Fredholm formulerede det i 1969.

Ramsherred
Indtil ca. 1850 lå Svendborg afgræsning ved den vestlige husrække i Fruestræde. Kun en en sti førte mellem den 4-længede, 2-etagers ”Børgesenske Gård” og Vor Frues præstegård og videre mellem de to ejendommes haver til Springsbækken. Ramsherred var navnet på det korte stræde fra Torvet og hen til Fruestræde. Navnet ”Rams” henviser til ureel handel, ”den, der køber i sækken”, og ”herred” ironiserer over strædets lidenhed. Formodentlig har man i århundreder dumpet byens affald i det fugtige område her; i hvert fald er kulturlaget op til Springsbækken ca. 10 m tykt.

Med byggeriet af Elværket i 1906 udvides stien i forlængelse af Ramsherred vel noget, men der var stadig ingen forbindelse mellem Gåsestræde og Skolegade. Wiggers (Svendborg Klædefabrik) udvider omkring 1900 sit industrianlæg i 3 etager, så den når fra torvet til Springsbækken. Den børgenske gård bliver fra 1913 museum og får navnet ”Anne Hvides Gaard” efter bygherren i 1560, og i den forbindelse med restaureringen af renæssancebygningen nedrives længen mod syd og halvdelen af længen mod Fruestræde.
I 1930'erne opgiver Wiggers sin klædefabrikation og sælger hele den bagerste del af grunden til kommunen. På denne og på grunden til Vor Frue præstegård bygger kommunen 1937-39 et nyt rådhus; Wiggers opfører samtidig og i forlængelse af rådhuset et nyt forhus til bl.a. manufakturhandel. Byggeriet er en pastiche over dansk (og tysk) renæssancebyggeri med bindingsværk i facaden, men med bærende konstruktion af jernbeton. I forbindelse med terrænreguleringerne ved anlæggelsen af Ramsherred skæres Fruestræde af og gives en brat nedkørsel til Ramsherred.

På modsat side af gaden, som svendborgenserne i 1939 insisterede på skulle beholde sit gamle navn, blev 4 fleretagers bygninger nedrevet i 1960'erne (to bygninger til elværket, ”Musereden” ved Anne Hvides Gaard, og Sangforeningens bygning , og på tomten på to af dem blev der anlagt p-pladser.

Torvet
Vi ved ikke meget om Svendborgs centrale torv i middelalderen, for der har så godt som ikke været foretaget arkæologiske undersøgelser. Vi ved ikke, hvor stort det var, hvor gammelt det er, og om rådhuset stod her i middelalderen. Det var formodentlig ikke væsentlig for handelen i byens første 400 år.
Vi ved, at rådhuset i 1527 lå ved foden af kirkebanken (der løb længere ud i torvet end i dag), parallelt med Vor Frues skib. Det år køber byen en gård af kirken og udlægger det til ”evigt akseltorv og almindeligt marked.”

Vi ved, at rådhuset bliver fornyet i 1570'erne, og i 1595 noterer biskop Jacob Madsen, at ”to gaarde er brudt ned for at give plads til byens torv, som borgerne holder deres aarlige markeder paa”. Fra det tidspunkt har torvet antagelig fået sin nuværende udstrækning og senere funktion som centrum for handel, som stedet for ting og bystyre, for offentlige fejringer og afstraffelser.

I 1670'erne ombygges rådhuset til det udseende man ser på Resens prospekt fra 1675. 1829-31 bygges et nyt og større rådhus i klassicistisk stil. Det er placeret omtrent vinkelret på det tidligere og lukker omtrent torvet mod vest. Foruden rådstue og arrest (i kælderen) fungerede rådhuset som forsamlingshus og festlokale indtil nedbrydningen i 1882. Efterfølgende blev byens brandstation bygget i torvets nordvestlige hjørne.

Siden 1882 har det store torv ligget åbent til glæde for handlen og parkeringen. Selv et pynteligt springvand måtte vige for bilerne.

Møllergade – Kystskrænten og Havnen
Den ene af byens hovedgader – uden forbindelse til havneområdet mellem torvet og Hulgade på grund af den relativt høje og stejle kystskrænt. Byen vendte ”sin ryg” mod vandet, som man stadig ser det ved Ribers gård. Gamle fotos og tegninger viser glimt af strandengen nedenfor, med primitive jollebroer og fortøjningspæle. Byen ønskede alle varer og mennesker ind over havnepladsen, så man kunne holde øje med, hvem og hvad der kom ind i byen.

Dette billede går så småt i opløsning op gennem 1800-tallet, og havnen rundt skyder 4-5 små, private havne op. I den nedre ende af Møllergade gøres 1865 hul i husrækken, og der føres en smal vej ned til den nyanlagte ”Nyhavn”. Resten af historien er bl.a. beskrevet i bogen ”5 havne” (2005). Vigtigst er her at erindre, at den ”moderne” havnekaj, som bygges i 1874-76 samtidig med jernbanens anlæggelse, etableres 50-100 længere ude i stranden. I øvrigt er det byens største bekymring, om anlæggelsen af den nye gade, Jessens Mole, vil trække for meget opmærksomhed ned til havnen og forringe værdien af ejendommene oppe i byen.