Det gode byliv



"Der er behov for at skabe sammenhæng mellem bymidte og havn gennem vedkommende og tilgængelige byrum for alle. Rekreative, dynamiske hverdagsrum,der indbyder til ophold, bevægelse og møder mellem mennesker"
- citat fra strategiplanen for overgangszonen mellem bymidte og havn.

Vejanlæg, banearealer og manglende forbindelse er barrierer, som i dag afskærer Svendborg bymidte fra byens havneområde og gør det svært at udnytte havnens rekreative muligheder. Den Grønne Tråd er et innovativt byrumsprojekt, der fysisk, mentalt og symbolsk skal forene byen, så Svendborg igen bliver ’en by ved vandet’. Målet er at øge Svendborg bymidtes attraktion som dynamisk kultur- og handelscenter ved at etablere en ny forbindelse mellem bymidte og havn og tilføre en række eksisterende byrum nye kvaliteter af æstetisk og oplevelsesmæssig værdi.

Her på bloggen kan du løbende finde informationer om udviklingen af den nye forbindelse mellem Svendborg bymidte og havn. I menuen i højre side kan du dykke ned i detaljerne i projektet, historien og planerne for fremtiden.

26. feb. 2014

Lokalplanen for Den Grønne Tråd i offentlig høring

Det nye lokalplanforslag til Den Grønne Tråd er i offentlig høring i 8 uger fra dags dato, d. 26. februar, og frem til d. 23. april 2014. Du kan se hele lokalplanforslaget hos borgerservice, på biblioteket eller digitalt ved at følge dette link.

Der afholdes borgermøde mandag den 10. marts 2014 kl. 19.00 i Guldsalen i Borgerforeningen, Ramsherred 4 i Svendborg.

Eventuelle ændringsforslag eller indsigelser skal fremsendes indenfor høringsperioden til plan@svendborg.dk eller:

Svendborg Kommune
Byg, Plan og Erhverv
Ramsherred 5
5700 Svendborg